Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Stærekasser ved vejarbejder

Der uddeles mange fartbøder ved vejarbejder, men Danske Anlægsentreprenører mener, at den nuværende fartkontrol ikke er nok. Der er brug for en langt mere effektiv indsats, hvis man skal øge sikkerheden på vejene

Det skaber debat, når politiets fartkontroller ved vejarbejder afslører, at trafikanterne lader hånt om hastighedsgrænserne og blæser på sikkerheden for andre trafikanter og de medarbejdere, der skal udføre vejarbejdet til gavn for trafikanterne.

- Det er helt forståeligt, at politiet bliver bekymret, når de kan snuppe mere end 100 trafiksyndere i timen ved et vejarbejde på Vestmotorvejen, men det fortæller også, at der skal en langt mere effektiv indsat til, hvis man skal komme fartmonstrene til livs, så de ikke skaber farlige situationer og måske forårsager ulykker ved vejarbejder, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri.

Det er ikke et nyt problem, at respekten for hastighedsgrænserne ved vejarbejder kan ligge på et meget lille sted hos trafikanterne. I 2016 kom der hele 700 mio. kr. i statskassen fra de mange fartbøder, der blev udskrevet, og af disse mange penge tegnede Helsingørmotorvejen med de omfattende vejarbejder sig for næsten 34 mio. kr. fordelt på 26.000 fartbøder.

- Det er i virkeligheden ikke så vigtigt, om de mange fartoverskridelser skyldes manglende forståelse for den risiko, høj hastighed forbi et vejarbejde påfører arbejderne på vejen, lav risiko for at blive fanget i en kontrol eller andre forhold, men hvis alle hastighedsoverskridelser udløser bøder og klip i kørekortet, så vil man effektivt kunne sænke hastighederne, siger Niels Nielsen.

Der er ganske mange hastighedskontroller ved vejarbejder, og der bliver også skiltet med, at der udføres hastighedskontroller, men resultaterne af politiets kontrol som den på Vestmotorvejen i tirsdags viser, at dette ikke er nok.

- Hvis man skal skabe den nødvendige sikkerhed ved vejarbejder for såvel arbejderne som for trafikanterne, så er der næppe nogen vej uden om montering af faste stærekasser ved alle vejarbejder på større veje og på veje med høj risiko. Stærekasser, kombineret med en tydelig skiltning af, at der faktisk udføres hastighedskontrol døgnet rundt, så længe vejarbejdet står på, vil helt sikkert føre til det ønskede resultat - sikkerhed for trafikanterne og arbejderne på vejen, siger Niels Nielsen.